Autotekster i Microsoft Word

Autotekster er rigtig rare at have, når man ofte skriver de samme tekster igen og igen. Her er en lille intro til emnet.

  • For at oprette en autotekst markerer du den ønskede tekst og trykker ALT+F3. Her indtastes enten en forkortelse til autoteksten som navn – eller man lader det fremkomne forslag stå. Så vil Word selv foreslå autoteksten, når du starter på at skrive den – sådan som det f.eks. sker, når man skriver ”Med venlig hilsen”.
  • For at aktivere en autotekst, skriver du forkortelsen og trykker F3 – så skulle det virke. Med mindre du automatisk får den frem som beskrevet ovenfor. Så aktiveres autoteksten blot med Enter/Retur-tasten.
  • Hvis du ikke er så meget for genvejstaster, så kan du også oprette og indsætte autotekster fra INDSÆT, HURTIGE DELE, AUTOTEKST.
  • Autotekster gemmes normalt i NORMAL.DOTM – og i den gamle udgave i NORMAL.DOT. Med mindre man havde tilknyttet en særlig fil til formålet.
  • Hvis du vil bruge autotekster fra den gamle udgave (version 2003 og tidligere) skal du lave en sikkerhedskopi af dine autotekster – dvs. en kopi af NORMAL.DOT – naturligvis med et sigende navn.
  • I Word 2007 og frem virker det sådan som beskrevet i punkt 1-3. Det er dog vigtigt at huske, at autotekster SKAL oprettes i et almindeligt tomt dokument. Hvis man opretter dem i et dokument oprettet i andre skabeloner, virker de kun, når den skabelon bruges.
  • Dit autotekst-dokument skal gemmes som skabelon i det nye system. Det er vigtigt, at de gemmes som DOTX-skabeloner (i modsætning til DOTM), da disse er uden makroer og andet snavs fra den gamle NORMAL.DOT. Og de skal gemmes på følgende placering: %appdata%\Microsoft\Document Building Blocks.
  • Efterfølgende skulle alt gerne virke – dog normalt først efter en genstart af Word.